Familie

Når vi er børn, er vi ikke altid de mest høflige mennesker i verden. Børn tænker ikke altid på deres medmennesker, og har travlt med at fortabe sig i deres egne tanker og udforske verden. Det er derfor vi ikke tænker skidt om dem, men i stedet kigger med dømmende blikke på forældrene. Vi ved instinktivt, at høflighed og gode manerer ikke er noget man er født med, men noget man skal opdrages til at have. På et tidspunkt bliver denne opdragelse så til en reel følelse af kærlighed og sympati med andre mennesker.

Vi lærer eksempelvis børn at sige ”tak”, når folk gør noget for dem. En lille dreng der får en gave af sin tante juleaften, tænker ikke automatisk på hendes følelser og beslutter sig for at udvise taknemlighed. Det eneste den knægt har i hovedet er at flå papiret af, og så komme til at lege med sit nye legetøj. Men forældrene spørger deres barn ”Hvad siger man så?”, og barnet siger på mekanisk vis ”Tak” til tanten, og pakker så gaven op og leger med sit legetøj. Det er rent mekanisk, og ikke noget der har nogle reelle følelser bag sig i de første mange år. Men det er stadig vigtigt!

Disse mekaniske ”Tak” og andre høfligheder er nemlig noget, der får barnet til at åbne sine øjne for, at andre mennesker er vigtige, og at vi bør bruge tid på at skabe gode forhold til dem. Senere hen når de vokser og blive ældre, så vil denne grundlæggende forståelse kunne vokse sig til reel sympati, og høfligheder der kommer fra hjertet. Pludselig siger vi ”tak”, efter at Audi service har repareret vores bil, fordi vi virkeligt mener det, og har en forståelse for hvordan vores handlinger har indflydelse på andre menneskers følelser.

Vi er dog kommet ind i en underlig tid nu, hvor det er som om udviklingen går den anden vej. Der er alt for mange mennesker i dag, der bare siger ”tak” på autopilot, og ikke stopper op og overvejer følelserne bag, eller det andet menneske i interaktionen. Jeg ved ikke om det skyldes al den moderne teknologi, hvor følelser jo er svære at kommunikere og ord er den eneste måde at gøre det på. Ingen behøver reelt at føle taknemlighed når de skriver ”Tak” via SMS, for modtageren kan ikke aflæse på deres kropssprog om det er reelt eller ej. Det betyder at vi ikke får trænet den her sympati muskel, og det gør det langt sværere at skabe tætte bånd med hinanden i den virkelige verden.

Det er heldigvis noget, vi aktivt kan gøre noget ved. Drop SMS’erne og begynd at ringe mere: din stemme vil i langt højere grad kommunikere hvorvidt du er oprigtig eller ej, og det at høre den anden persons stemme vil også øge din empatiske sans. At møde folk i virkeligheden er selvfølgeligt endnu bedre.