Maling

Da jeg var yngre, var jeg altid den generte type, der ikke turde sige sin mening af frygt for, at andre ville grine af den. Jeg var en medløber, der nikkede af det de andre sagde, selvom jeg var uenig. Jeg forsøgte helt generelt at være så usynlig som muligt. Tanken var, at hvis ingen lagde mærke til mig, jamen så ville de heller ikke have noget grimt at sige, og det ville være dejligt.

Sådan fungerer virkeligheden dog ikke. Jeg var den lille stille pige, og det blev jeg mobbet med. Der blev fortalt alle mulige usande historier om mig, og hver gang folk hviskede i hjørnerne var jeg bange for, at det handlede om mig. Det var svært for mig at forstå dengang, og jeg forsøgte at gøre mig mindre og mindre bemærket, for at få det til at stoppe. Hvis jeg rent faktisk kunne gøre mig selv usynlig, så havde jeg helt sikkert gjort det. Men jo mere stille og usynlig jeg blev, jo værre blev mobberiet og historierne. I dag forstår jeg hvorfor.

Ser du, vi danner os konstant indtryk af andre mennesker. Det er helt naturligt, og vi er af og til ganske gode til det. Hvis du kigger på en fremmed du aldrig har mødt før, vil du lynhurtigt kunne digte historier om deres liv: du laver gæt omkring deres personlighed og deres job, ud fra det du kan se. Det er derfor vi snakker om, at førstehånds-indtrykket er så vigtigt. Du kan nemlig ikke undgå at blive dømt på det overfladiske. Typisk er dette førstehåndsindtryk dog åbent overfor at blive udfordret: hvis vi snakker med en fremmed kort efter vi møder dem, er vi ganske villige til at opdatere hvordan vi ser dem, når vi hører hvad de har at sige. Problemet er, hvis vi aldrig får noget nyt at arbejde med: hvis vi aldrig snakker med personen, eller de ikke lægger deres personlighed og meninger ud, så vi kan se dem. Nu har vi ikke andet end vores egne fordomme, gæt og fantasier at se.

Da jeg var en lille pige, var min fejl altså, at jeg ikke viste hvem jeg var. Jeg var et blankt lærrede, og jeg lod alle og enhver tegne på det. Folk vil altid have en idé om hvem du er: og hvis de ikke kan få information fra dig om hvem du er, jamen så lytter de til deres mavefornemmelse og de historier de hører fra andre.

Det var først da jeg begyndte på Vandel Efterskole, at jeg for alvor fik øjnene op for det faktum. Her var jeg omgivet af farverrige karakterer, der stod ved hvem de var, og råbte det fra bjergtoppene. Jeg begyndte på det samme: jeg stoppede med at holde mig tilbage, og malede i stedet med de kraftige farver, der afslørede min personlighed. Pludseligt var der ikke længere rygter og underlige historier om mig: nej, i stedet vidste folk hvem jeg var, og kunne snakke om det i stedet for.