Bange

Det kan være svært at vokse op i en familie, hvor de voksne konstant er stressede. Ikke bare er der ikke rigtigt overskud til børnene, men lunten er også utroligt kort. Børn har brug for, at de kan stille dumme spørgsmål og lave fejl, og at en voksen har tålmodigheden til, at hjælpe dem igennem oplevelsen. Men sådan var det desværre ikke for mig, og det førte til noget adfærd i mit voksenliv, der ikke altid har været til fordel for mig. Specielt kan jeg se, at jeg igennem min barndom lært mig selv at være bange. Bange for at gøre noget dumt, bange for at skille mig ud og bange for at fejle.

Selvfølgelig gjorde jeg noget dumt en gang imellem. Jeg var en smule klodset, som man nok altid er som barn, og kom på et tidspunkt til at ødelægge en dyr tallerken i min mors køkken, da jeg var blevet sat til at vaske op. Igen, på grund af alt den stress mine forældre var under, førte det til råben og skrigen, frem for konstruktiv dialog. Det dumme var, at dette gjorde mig så bange for at være klodset, at jeg konstant blev nervøs, når jeg skulle håndtere noget dyrebart. Denne nervøsitet førte naturligvis rysten på hænderne med sig, og vupti: nu blev jeg endnu mere klodset.

Det bedste man kunne gøre i mit barndomshjem var, at gøre sig så ubemærket som muligt. Hvis man var usynlig, og ikke stod i vejen, så var der ikke nogen der råbte af en. Den adfærd betød dog, at jeg også blev den stille dreng henne i skolen. Udfordringen her er, at man ved at være så stille, faktisk skiller sig mere ud i skolen: det er anderledes adfærd, og der er ikke nogen steder at gemme sig. Derfor blev jeg mobbet. Mit forsøg på at gøre mig selv usynlig, af frygt for at gøre opmærksom på mig selv, fik mig til at skille mig ud og blive endnu mere synlig.

Jeg følte også et enormt pres, da der begyndte at komme eksamener i skolen. En god karakter ville bare få min far til at sige ”det er jo som forventet”, mens en dårlig karakter ville betyde skuffelse og vrede. Den konstante frygt for at fejle sugede al min energi, og jeg var derfor altid udmattet når jeg læste op eller skulle præsentere til eksamen. Hvilket førte til, at jeg forstod mindre, og fik dårligere karakterer.

Men heldigvis havde jeg en god underviser, der forstod hvad der skete i mit liv. Hun tog mig under sine vinger, og gav mig troen på mig selv tilbage. Havde det ikke været for hende, ved jeg ikke, hvor mit liv havde været i dag. Jeg havde i hvert fald nok ikke turde købe mig selv noget kongeligt porcelæn fra Royal Copenhagen, af frygt for at jeg ville være klodset og tabe det. Jeg var nok ikke blevet arrangør af arrangementer i mit lokalområde, fordi det kræver at jeg står på scenen. Og jeg var nok aldrig kommet ud med de bedste karakterer på min årgang. Take Liselotte.