Vores uddannelse og primære job er nok de to ting, der i højest grad definerer hvem vi er som mennesker. I hvert fald på overfladen. Jeg tænker ikke på mine bedste venner ud fra hvad de har studeret eller hvad de arbejder med: det er ligesom bare ekstra detaljer. Men hvis jeg møder et helt nyt menneske, så er det nogle af de første ting man umiddelbart har at støtte sig op ad. Hvis en person fortæller mig at han er ved at læse til bygningskonstruktør, eller arbejder som læge, så giver det mig ligesom en ”kasse” at lægge ham i. Hvis jeg senere kommer til at kende ham bedre, så flyder job og baggrund selvfølgeligt i baggrunden, og det er de mere menneskelige sider der kommer til at identificere ham i mit hoved. Men vi kommer ikke udenom, at langt de fleste mennesker du kommer til at møde, vil se dig ud fra det mærkat som din uddannelse og/eller profession har givet dig.

Nogle finder den tanke sørgelig eller frustrerende, men for mig var det faktisk ganske hjælpsomt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle læse. Det var svært for mig at se hvorfor ét job eller én uddannelse skulle være mere ”rigtig” end dens alternativer. Der kunne jo ikke være ét rigtigt valg, for så ville det være det, som alle skulle lave, ikke? Så det ”rigtige” er noget subjektivt, og afhænger af hvem jeg er. Som så mange andre teenagere der står overfor at skulle vælge hele deres fremtid igennem et studievalg var jeg selvfølgeligt helt rundt på gulvet. Jeg følte ikke jeg kendte mig selv godt nok til at kunne træffe sådan en beslutning.

Men så begyndte jeg at kigge anderledes på det. Hele det her med identiteten gik pludseligt op for mig. Nu kunne jeg omformulere spørgsmålet: det handlede ikke om hvad jeg gerne ville lave, men hvem jeg gerne ville være. Min uddannelse og mit fremtidige job ville definere min identitet til en sådan grad, at jeg ved at vælge min ideelle identitet ville kunne finde frem til den rigtige retning at gå.

Og det var sådan jeg endte ud som byggesagkyndig. Jeg var et rodehoved som ung, og jeg hadede mig selv for det. Mit ideelle fremtidige jeg ville være en detalje-orienteret person med disciplin og fokus. Jeg fandt ikke som sådan frem til ”byggesagkyndig” som det endelige svar: men jeg fornemmede at en ingeniør uddannelse var den rigtige vej at gå. Derfra blev min identitet langsomt bygget ovenpå hinanden, og da jeg fik muligheden for at tage min eksisterende ingeniøruddannelse og erhvervserfaring, og bygge bygningssagkyndig ovenpå det, så fløj mine tanker tilbage til mine forvirrede unge dage. Jeg havde ikke kendt slutdestinationen dengang, men havde sat sejl i den rigtige retning. Og nu var det sket: jeg var ankommet. Jeg arbejder ikke som byggesagkyndig, jeg er en byggesagkyndig.